We are updating our website design to improve the experience on our site.

PRÆDIKEN TIL 3. SØNDAG EFTER TRINITATIS

PRÆDIKEN TIL 3. SØNDAG EFTER TRINITATIS


# Søn- og helligdagens prædiken
Udgivelsesdato Udgivet af Henrik Guldbrandt Kjær, søndag d. 28. juni 2020, kl. 15:44
PRÆDIKEN TIL 3. SØNDAG EFTER TRINITATIS

Prædiken

We are lost, sagde den sorte mand i tv. En mand fra Minneapolis, USA, en mand, der bevæbnet med automatvåben gik forrest i en demonstration mod racisme.

We are lost - vi er fortabte - lyder stemmen, én blandt tusinder af sorte stemmer fra et land, der hylder friheden over alt andet.

Det er forstemmende at lytte til - som det altid er forstemmende, når et menneske føler sig fortabt.

Jeg ved ikke, om I kan huske følelsen som barn - det sekund, hvor man aner afgrunden forude - hvor man et kort sekund går på gyngende grund og rædslen stiger i maven og hovedet og halsen - om lidt bliver jeg væk, om lidt er jeg fortabt?

Måske er det ikke længe siden, I faktisk havde det sådan? Hvor I fik en rystende meddelelse, der fik alle faste holdepunkter til at vakle? At jeres liv eller jeres kæres liv stod i fare - eller i værste fald var gået fortabt?

Når vi ser katastrofefilm går vi kollektivt fortabt - når vi ser krigsfilm sker det samme. Jeg har lige set en fantastisk og tragisk film om en dreng på 10 år - JoJo Rabbit, Johannes Betzler, der i 1944 har Hitler som sin bedste, usynlige ven, en fader, der er i krig, en mor, der arbejder for modstandsbevægelsen, og en jødisk pige, der er gemt på familiens loft.

Det går ikke så godt for JoJo Rabbit - han er som en skræmt kanin, der trykker sig for længe - han er fortabt - mere vil jeg ikke sige, ud over at opfordre til at se filmen, når I falder over den. Den havde premiere i januar i år.

Konfirmanderne var også mundlamme, da de så denne film - eller grinede forlegent ind i mellem, for man kunne - bevidst - ikke helt finde ud af, hvornår det var komedie, og hvornår det var tragedie.

Komedie og tragedie - smilende ansigt og surt ansigt i ét - vi kender det fra alverdens teaterdekorationer, for i teatret får vi netop, som i biografen, lov til at se både smilet, men også fortabtheden i levende live.

Fortabtheden i levende live - det er den fortabte, der stadig har puls nok til at indse, at han er fortabt - we are lost.

Den fortabte søn tager for sin forskudsarv ud i verden og ødsler alle sine penge væk på druk og damer og vilde fester. Dette har man kunnet ødsle sine penge på, så længe, der har været noget, der hed penge, så det er ikke noget nyt. Selv soldaten i eventyret Fyrtøjet gør det samme - det er bare pænere pakket ind af den milde H.C. Andersen - til sidst har soldaten ikke en klink, og ingen besøger ham længere i værelset oppe under taget.

Den fortabte søn er fortabt, da han er så langt ude, at han kun ønsker at spise svinenes mad. I en jødisk sammenhæng kan man ikke komme længere ud, for svin er jo nogle svin, man ikke vil have med at gøre - men vi forstår udmærket, hvor slemt det står til med ham.

Så kommer vi til vendepunktet i fortællingen - sønnen vil hjem, for - ja, fordi hvad? Fordi han angrer, eller fordi han er sulten? Eller bare begge dele?

Faktum er i al fald, at han tager hjem og har forberedt sin selvydmygelse. Han vil ikke regnes for søn længere, kun som slave, som tjener jo betyder - doulos på græsk.  

Så den fortabte søn vender hjem for at blive slave for sin far - hjem til den i sorg fortabte far, der ikke kan tro sine egne øjne, for den søn, der var som død, ser han nu komme nærmere. Faderen smider, hvad han har i hænderne og løber ganske uværdigt sin søn i møde. Vi skal her huske, at kun slaver og atleter løber på Jesu tid - ordentlige mennesker går eller rider, når de skal frem.

Så ganske skamløst løber faderen sin søn i møde - og nåde går for ret, for faderen kan slet ikke tænke på retfærdighed af bar glæde over sønnens genopstandelse.

Sønnen har svært ved at forstå nåden i at blive taget imod uden rettergang, men så ok da, kom med festdragt, ring og fedekalv, og lad os holde en kæmpe fest.

Den ældste søn fortabes helt, da han hen ad aften kommer træt hjem fra marken - holder de fest for den forfærdelige bror, der har smidt sin arv væk på druk og damer? Har den slyngel ikke fået fest nok for arvepengene? Vel vil jeg da ej med ind til fest for den slambert.

Den fortabte far kan ikke se, at han gør forskel på sønnerne - faderen kan ikke se, at han aldrig har gjort stads ud af sin fromme søn - alt mit er dit, siger han - men der har aldrig været tid til fest for den, der altid har gjort dét, han skulle.

Så vi står med tre fortabte skæbner i dag - men den sammenhæng, vi skal se fortællingen i, handler om tab på alle niveauer.

Vi hører i første tekstrække om hyrden, der mister ét ud af hundrede får. Straks løber han fra fårene for at redde det ene fortabte får. Vi hører om kvinden, der taber en værdifuld mønt. Straks kalder hun på nabokonerne, som skal hjælpe hende med at finde det tabte.

Og i dag hører vi om en Gud, der aldrig blev fundet, fordi menneskene valgte deres egne, ikke gode vej.

En fortabt Gud hører vi om i dag - ret avanceret, selv for Det gamle Testamente. ”Dagen lang rakte jeg hænderne ud, imod et genstridigt folk, som følger en vej, der ikke er god, efter deres egne planer.”

Det er faktisk ret moderne - eller også har vi bare ikke fundet ud af, at der ikke er noget nyt under solen, når vi taler om forholdet mellem Gud og menneske.

Mennesket er altid fortabt, fordi det ikke vil se mod Gud, fordi vi ikke vil vælge den gode vej, som Gud har udstukket.

Vi vil gå vore egne veje - det er blevet en menneskeret at gå sine egne veje - man er uoriginal, hvis man betræder stier, der allerede er udstukket - og uoriginal, det er det værste, man kan være.

Alligevel vil vi helst gøre, som de andre gør - vi vil fra barnsben af gøre, som de andre - come il faut, som man nu gør, for ve den, der træder ved siden af - det er ikke godt, i særdeleshed ikke for et ungt menneske.

Så vi vil gå vore egne veje, som alle andre også gør - og det er som regel væk fra Gud og hans gode veje - for sådan er mennesket - mennesket vil ikke vide af Gud.

Derfor blev Gud menneske - fordi Gud ville vide af mennesket - Gud ville vide, hvad det vil sige at være menneske - Gud ville vide, hvad det vil sige at have tyngde og begær.

Kun på den måde kan vi reddes fra vores indbyggede fortabelse - kun ved, at vi lader Kristi Ånd gennemtrænge vort genstridige sind, da kan vi se de hænder, Gud hele tiden har rakt frem mod os.

At lade Kristi Ånd gennemtrænge sit genstridige sind betyder at åbne sig for troens kraft - så troen kan virke i os - så Åndens fylde kan give os mening, håb og retning i tilværelsen.

Tro er at åbne sig for den umulige mulighed, at fortabelsen ikke er uundgåelig - frelse betyder redning, og redningen er at tro - tro på den almægtige Guds kraft gennem sønnen Jesus Kristus.

Og troen kan flytte bjerge - troen kan bringe den fortabte søn hjem igen - troen kan bringe den sorte mand tilbage til vished om sin egen værdighed som et ligeværdigt menneske - i Jesu Kristi navn kan dette også lade sig gøre - hvis alle parter vil lade Ånden vise den gode vej fremad.


LOV OG TAK og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er, og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

AMEN, i Jesu Kristi navn, amen!

 

DAGENS SALMER 

747           Lysets engel
522           Nåden er din dagligdag
292           Kærligheds og sandheds Ånd
--
167           Hører I, vor Herre kalder
426           Fred til bod for bittert savn

SØNDAGENS TEKSTER

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Dette siger Gud Herren: Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte, jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig. Jeg sagde: Se, her er jeg! til et folk, der ikke påkaldte mit navn. Dagen lang rakte jeg hænderne ud imod et genstridigt folk, som følger en vej, der ikke er god, efter deres egne planer; Esajas' Bog 65,1-2

* Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne: Jesus Kristus kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen. Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden. Efeserbrevet 2,17-22

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Lukasevangeliet 15,11-32