Udgivet af Henrik Guldbrandt Kjær, søn d. 17. maj 2020, kl. 17:10

Mange sønner har især før i tiden måttet gøre, som fader sagde - selvom de havde lyst til noget andet - og selvom de aldrig fik anerkendelse for det offer, der lå i at blive hjemme og arbejde med i landbruget eller i virksomheden.

De seneste søn- og helligdage har vi i kirketeksterne hørt meget om et helt specielt far-søn-forhold - nemlig forholdet mellem Gud Fader og Gud Søn - og det er jo ikke lige det mest almindelige forhold, men det er et forhold, vi kender dynamikken i, for denne dynamik har været med til at drive verdenshistoriens gang.

Hele Bibelen er - fordi Bibelen handler om virkeligheden - fyldt med komplicerede far-søn-forhold - hvem tager over hvornår og hvordan? Hvem er tro mod faderens ideer og opgaver - og hvem gør oprør? Hvor længe vil faderen støtte sønnen?

Abraham har en uægte søn Ismael, som forkastes, da den ægtefødte Isak kommer - og Abraham bliver beordret til at slagte Isak som offer til Gud! Det kan man da kalde en konflikt, et dilemma - der jo heldigvis ender godt for Isak - Abraham er dog nok noget rystet i tiden derefter. Isaks to sønner Esau og Jakob slås indbyrdes om deres fars velsignelse - og Jakob snyder sig til den, den snydepels! - for en skål røde linser.

Det mest berømte far-søn-forhold finder vi måske i lignelsen om Den fortabte søn - den gode søn bliver hjemme og hjælper, medens den onde, fortabte søn rejser af sted for sit arveforskud og bruger det hele på sprut, fest og damer. En klassiker må man sige.

I dag vil vi nok sprogligt præcisere forholdet ved at sige, det hedder forældre-barn-konflikten, fordi skellet mellem kønnene  jo er udjævnet betragteligt bare de seneste 50 år - nu om dage er det jo både drenge og piger, der skal ud og erobre verden - med eller uden forældrenes accept - men for nemheds skyld bliver vi i den bibelske sprogdragt og taler om far-søn-forholdet.

Forholdet mellem Gud Faderen og Gud Sønnen er et kosmisk forhold, for det er et forhold mellem Himmel og Jord - sådan forstår vi i al fald korsfæstelsen og opstandelsen, hvor Jesu offer, Sønnens offer ved at gøre sin Faders vilje, anerkendes af Faderen.

I Johannesevangeliet, som vi netop har hørt fra hver søndag lige siden Påskedag, da taler Jesus Kristus rigtig meget om enheden mellem Fader og Søn - der er ingen konflikt, der er ingen strid, der er kun enhed - så stor en enhed, at vi ikke kan komme til Faderen, uden at det sker gennem Sønnen.

Ja, det er jo indlysende, at Faderen og Sønnen er ét, siger vi, der er her i kirken i dag - men det er lige præcis ikke indlysende, hverken i guddommelig eller i menneskelig forstand.

Forholdet mellem fader og søn i menneskelig forstand er altid en risikabel affære - der vil altid være en rivalisering mellem de to - som den gode psykiater Sigmund Freud gjorde rigtig meget - og måske også for meget - ud af i sine studier over Ødipus-komplekset, hvor faderen og sønnen kæmper om henholdsvis hustruens og moderens gunst på samme tid - og for pigernes vedkommende om faderens gunst i kamp med moderen.

Forholdet mellem forældre og børn er så helt grundliggende for, hvordan vi opfatter verden, at det står på side 1 i alle lærebøger i psykologi. Fra vores tidligste barndom bliver vores verdensopfattelse præget af forholdet til vores mor og far, hvis vi er så heldige at have haft dem begge under opvæksten. Hvis de så bliver skilt, hvilket for tiden sker i helt op til 50% af alle ægteskaber, så indebærer dette også voldsomme og til tider desværre også traumatiske påvirkninger af børnene, så også i den sammenhæng er det egentligt underligt, at der er så mange børn, der slipper nogenlunde helskindet gennem barndommen.

I guddommelig forstand kan vi ikke sige, at Jesus er Guds Søn uden at ryste lidt på hånden eller stemmen - for, som slangen lærte os at spørge i Paradisets Have: kan det virkelig passe? - at Jesus fra Nazareth er Sønnen - Sønnen, som er ét med Faderen? Det indebærer jo, at når vi siger Jesus, så siger vi også Gud - og Jesus var jo et menneske, et kødeligt væsen, født af Maria i Bethlehem.

Spørgsmålet er altså, om der er strid mellem Faderen og Sønnen - og denne tvivl strækker sig fortællemæssigt helt frem til korsfæstelsen, hvor Jesus råber de forfærdelige ord, som alle mennesker råber i deres dybeste nød: min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Sådan råber vi i desperat afmagt, og sådan råbte Jesus på korset, for han var et menneske i den yderste nød - og han tvivlede på, om enheden med Faderen var intakt - han tvivlede på, om Sønnen ikke længere var søn, men en forladt og udstødt stakkel.

Men ikke hos evangelisten Johannes. Her er der ingen slinger i valsen, for her siger Jesus til sidst på korset: det er fuldbragt, consummatum est, og det betyder, at alt er sket, som det skulle - det betyder, at evangelisten lægger vægten på at forkynde, at faderen og Jesus Kristus er ét, uadskilleligt ét, til trøst og opbyggelse for alle os tvivlere og fortvivlere.

At de andre evangelister har andre ord på korset, er bare med til at gøre billedet af Jesus Kristus endnu mere nuanceret - det er ikke falskt over for sandt, men et både-og - for man kan se evangelierne som 4 forskellige prædikener skrevet 40-60, måske 70 år efter Jesu død og opstandelse.

I dag skal der altså lyde et fuldtonet Påske-halleluja til både Faderen og Sønnen - de er ét, og det betyder, at vi ikke skal tvivle på, at det er Gud, vi møder, når vi møder Jesus Kristus. I ham er mødet med skaberen muligt og nødvendigt, i Jesus Kristus møder vi Guds sendebud og Ham selv i ét.

 Der mangler kun én ting i denne ligning: Gud Helligånden - for Helligånden er forbindelsen mellem Faderen og Sønnen, forbindelsen mellem Himmelen og Jorden. Uden Helligånden ville vi ikke blive berørt af noget som helst af det åndelige, heller ikke herinde til gudstjeneste, for det er Ånden, der driver værket, det er Ånden, der driver os til at forsamle os på opstandelsens morgen, hver søndag morgen, til fejring af påskemorgenrødens nåde, der også denne dag skal lyse for os og oplyse vores vej.

Gud Helligånden er fuldkommenhedens bånd, der binder Fader og Søn uløseligt sammen - og Gud Helligånden er det kærlighedens bånd, der binder os mennesker sammen i nåde og barmhjertighed.

LOV OG TAK og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er, og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen, i Jesu Kristi navn, amen!


TEKSTER TIL 5. SØNDAG EFTER PÅSKE

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Hør nu, Jakob, min tjener, Israel, som jeg har udvalgt. Dette siger Herren, som skabte dig, han, som dannede dig fra moders liv, hjælper dig: Frygt ikke, min tjener Jakob, Jeshurun, som jeg har udvalgt! For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere. De skal spire frem mellem græs, som popler ved vandløb. Én siger: Jeg tilhører Herren, en anden kalder sig med Jakobs navn, og én skriver i sin hånd »Tilhører Herren« og bruger Israel som hædersnavn. Dette siger Herren, Israels konge, han som løskøber det, Hærskarers Herre: Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig. Hvem der er som jeg, skal udråbe og fortælle og forelægge mig, hvad der er sket, fra dengang jeg grundlagde et evigt folk. De skal fortælle dem, hvad der skal ske, og hvad der kommer. Vær ikke forfærdede og rædselsslagne! Har jeg ikke fortalt og forkyndt dig det for længst? I er mine vidner: Er der nogen anden Gud end mig? Er der nogen klippe, jeg ikke kender? Es 44,1-8

* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. Rom 8,24-28

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11

Kategorier Søn- og helligdagens prædiken