Udgivet af Henrik Guldbrandt Kjær, lør d. 2. maj 2020, kl. 17:11

For ikke så længe siden - før coronatiden - var jeg ude i ørkenen, ligesom Moses, vi hører om i dag, bortset fra at jeg altså var ude i butiksørkenen, derude, hvor butikkerne er så store, at man skal bruge gps for ikke at fare vild!

Så sker der det, at jeg ser en lille dreng, som jeg ved, har set mig her i kirken. Det fornøjelige er så, at jeg bag min ryg hører, at han spørger sin far - og spørgsmålet drejer sig om mig: ”Hey far! Er det ikke ham Jesus, der står der?”

Det grinede vi meget af den dag, for sandheden skal man høre fra børn, fulde folk og andre, der ikke er belastet af sociale hæmninger. Men nej, det er altså ikke mig, der er ham Jesus - heller ikke, selvom jeg taler i Hans navn.

Jesus, er ham, det hele drejer sig om - for i Ham viser Gud sig for alvor: som menneske af kød og blod.

Gud viser sig før Jesus Kristus på meget forskellige måder - og vore billeder af Gud er altid for små til Gud.

Jeg plejer at chokere konfirmanderne, når de begynder at gå til præst, ved at sige til dem: forestil jer ikke Gud som en hvid, gammel mand - forestil jer Gud som en sort, lesbisk kvinde! - noget man faktisk begyndte at tale for i 1970’erne, hvor alt skulle være omvendt af det, man plejede at tænke.

Og det er skam også sundt at ryste bøtten! Men selv som sort, lesbisk kvinde er billedet af Gud alt for lille til Gud. 

Også i dag drejer det sig om, hvordan Gud giver sig til kende, hvordan Gud viser sig for at lære os om Vejen og Sandheden og Livet - og én af de måder, hører vi om i dag i fortællingen fra 2. Mosebog, hvor Gud taler til Moses fra den brændende tornebusk.  

Gud kalder på Moses, som bliver noget forvirret over at høre ord komme fra en brændende plante, der ikke rigtigt brænder alligevel - hvem ville ikke blive forundret over det? 

Det ender med, at Moses spørger tornebusken direkte: hvem er du, der vil sende mig til ægypterne for at befri israelitterne fra deres slavekår?

Så siger Gud, hvad Han hedder: Han hedder Jeg Er! for Gud er den, Han er - det er en cirkelslutning - en rose er en rose er en rose - Gud er Gud er Gud!

På den måde er alting sagt - og ingenting sagt - ikke før, Moses fatter, at han selv er en del af Guds store fortælling, der tager sin begyndelse med Abraham og Isak og Jakob, patriarkerne, stamfædrene til Israel og jøderne.

Der skal kød på, før vi forstår, hvad der er på spil - der skal levende mennesker i spil, før vi fatter, hvad det egentlig drejer sig om, så det ikke bare forbliver teoretiske luftkasteller.

Et begreb som tilgivelse er smukt - men først når den, vi elsker mest, svigter os - når hun ikke kommer, når det blev lovet, ikke holdt aftalen, som var indgået - først når det er Mor, der brænder én af - eller Far eller søster eller bror eller barn eller bedste ven - først når vi skal tilgive nogen, vi virkelig er sure på og kede af det over, først da mærker vi, at tilgivelse koster - at det er fysisk hårdt at blive forsonet med dem, man elsker og hader mest.

Så for Moses bliver Gud konkret i jødefolkets befrielse fra Ægyptens slavepisk - udgangen fra Ægypten er netop den jødiske påskes baggrund - og friheden er på samme måde på spil i den kristne påske, hvor Jesus Kristus befrier os fra syndens og dødens og helvedes slaveri.

Jesus Kristus er den ultimative åbenbaring - det betyder på normalt dansk, at Gud smed alle begrænsninger, da han viste sig i Jesus fra Nazareth - for Ordet blev kød og tog bolig iblandt os - Guds Ord slog telt op hos os, som der egentlig står - for Guds Ord er Jesus Kristus - Gud har vist sig ansigt til ansigt med os - og dette ansigt møder vi i Guds Ord med stort O.

Jesus Kristus er altså Guds Ord, som vi skal leve og dø på i tryg forvisning om, at vi aldrig bliver væk for Gud - selv når vi er mest ensomme, selv når vi har været elendige næster for vore medmennesker, når vi har svigtet dem, vi elsker mest, ja, selv i døden, glider vi ikke ud af Guds hænder!

Dét er løftet i dåben, og derfor skal vi binde al vor tvivl og angst op på dette dåbsløfte - at vi har fået et tilsagn om, at i al fald Gud vil holde sin aftale med os - testamente betyder jo aftale - og den nye aftale er det nye testamente: aftalen mellem Gud og mennesker i gudsmennesket Jesus Kristus.

Sidste søndag hørte vi, at Jesus Kristus  er den gode hyrde - at Jesus Kristus siger: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.” (Joh 10,11).

Dette gode ord betegner præcist, hvad vi ser på altertavlen ude i Sir Kirke: at Jesus Kristus er vores hyrde, at vi er Hans får, der er trygge ved hyrden, for vi kender Hans stemme og følger Ham.

Hvordan kan vi kende Jesu stemme? Det kan vi, når vores hjerte har sagt god for, at det Hyrdens stemme, vi hører, for hjertet er prøvestenen på, om det sandt, om det er godt. I vore hjerter har vi fået lagt et stykke af Gud, af Faderens og Sønnens Ånd, som svarer, når Himlens Ord kommer til os. Når hjertet rører på sig, så ved vi, at samvittighedens stemme taler, og det er godt.

Vi kender altså Gud - vi er ikke vildfarne får, der render forvildede og forladte rundt på Herrens mark, nej, vi er oplyste får, der bliver vejledt af Ham, der selv er Vejen og Sandheden og Livet.

Som kristne skal vi ikke længere nøjes med at kende Gud, som den, der siger: mit navn er Jeg Er - som kristne kan vi netop sige, at vi - fordi Jesus Kristus er i os, lever i os, bor i os med sin Ånd - at vi kender Gud, som den, der siger: Jeg Er livets brød - Jeg Er fårenes hyrde - Jeg Er Vejen og Sandheden og Livet - Jeg ER blevet kød og blod for jer for at kunne leve for jer, med jer og hos jer. 

Gud lever altså i os, så vi kan være en del af Hans legeme - vi er Åndens legeme, dvs. vi er blevet Guds redskaber - og derfor skal vi lade Ånden virke i os - vi skal lade Ånden gøre Guds vilje i os - for kun med Åndens hjælp kan vi gøre Guds vilje og blive retfærdige over for Gud.

LOV OG TAK og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er, og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen, i Jesu Kristi navn, amen!

Kirkebøn

Trøst og styrk du, vor Gud, alle mennesker, som er syge og sorgfulde, hvad enten de er fjern eller nær, hvad enten de er ude i den urolige, vilde verden eller de er herhjemme i vores fredelige Danmark. Bevar os fra at gå under i vrede og hævnfølelse, men giv os styrke og forstand til bekæmpe Den Ondes angreb på sagesløse. Vær med din nådige hjælp hos alle mennesker, som lider - Gud! vær os nær, når vi trues af frygtens og fortvivlelsens mørke.

Velsign og bevar din hellige kirke, dine hellige sakramenter - dåb og nadver - og dit hellige Ord, for at dit rige må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og i dødens skygge.

Hold din beskyttende hånd over vort land og samfund Danmark. Giv indsigt og ånd til dem, der er sat til at bestemme her i landet, og velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den Anden, og hele det kongelige hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed.

AMEN.

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi nåde
og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen!


TEKSTER TIL DAGEN

Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud. Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.« Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.« Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.« 2 Mos 3,1-7; 2 Mos 3,10-14

* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da Peter og Johannes i templet havde helbredt en lam mand, hentede rådet dem ind og spurgte dem: »Med hvilken magt og i hvilket navn har I gjort dette?« Fyldt af Helligånden svarede Peter dem: »Folkets ledere og ældste! Når vi i dag bliver forhørt på grund af en velgerning mod en syg mand, hvordan han er blevet helbredt, så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.« ApG 4,7-12 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Joh 14,1-11


Kategorier Søn- og helligdagens prædiken