Udgivet af Henrik Guldbrandt Kjær, fre d. 10. apr 2020, kl. 11:32

Prædiken til Langfredag.

Langfredag er sorgens dag - adskillelsens dag - dagen, hvor vi besinder os på, at vi alle skal dø.

"Memento mori" - husk at du skal dø! Disse ord brugte de romerske sejrherrer som inskription på triumfvogne og hvisket i triumfatorens øre af en slave, for at han ikke skulle blive overmodig.

Husk at vi alle skal dø - det er ikke svært at blive mindet om i disse tider.

"Disse tider" er en kliche, vi præster bruger ofte, måske lidt for ofte, når vi prøver at diagnosticere det moderne menneskes livspræmisser.

Men i disse tider giver det for alvor mening at bruge ordene "I disse tider", for vi er i disse tider vidner til verdenshistoriske begivenheder.

Overalt på hele jordkloden er man i beredskab mod Corona Virus Disease 2019, CoViD-19, som snylteren teknisk kaldes.

En virus kan ikke eksistere i sig selv - den må have en vært for at leve og formere sig - og det gør den så på os mennesker. En djævelsk sindrig mekanisme.

Vores vidunderlige verden er en evig kamp mellem organismer. En kamp mellem livsformer om at opnå verdensherredømmet. En kamp på liv og død.

Det er, hvad Påsken handler om - kampen mellem liv og død - en kamp, hvor mennesket stilles i en særlig rolle i forhold til alle skabninger.

Forkyndelsen er, at mennesket ikke glemmes af Skaberen, Gud - hverken i live eller i død.

Forkyndelsen er ikke, at vi ikke skal dø. Eller at vi ikke kan blive syge og lide.

Forkyndelsen er, at vi aldrig lades alene, hverken i liv eller i død.

Men det er svær tale i en mørk tid. At alt nok skal blive godt igen. At vi altid vil være i gode hænder.

Det kan vi ikke sige os selv. Det må vi have bud om udefra. Ovenfra. Fra Himlens og Jordens Herre.

Derfor vil vil længes efter Påskemorgens budskab.

Glædelig Langfredag - fordi der kommer en Påskemorgen bagved.


EVANGELIUM TIL LANGFREDAG, 2. TEKSTRÆKKE

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os!   For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«

Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.  Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«. Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«  Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand. Lukasevangeliet 23,26-49


Kategorier Søn- og helligdagens prædiken