Kategorier

Arkiver

Prædikener

Prædiken til PINSE

 

Hjemme i præstegårdshaven står der nogle pinseliljer og dufter noget så bedårende. De er efter sigende af den gamle sort, virker lidt sarte og står hist og pist i den vestlige del af haven, som nærmest er skov efterhånden.

 

Naturen holder pinsefest – det hørte vi allerede i første salme, hvor solen stråler i al sin glans, og det ånder himmelsk over støvet.

 

Forsommeren er som skabt til store oplevelser ude i naturen, både på det fysiske og på det mentale plan – vi bliver jo overrasket hvert eneste år af overfloden, der vælder mod os ganske ufortjent – og koblingen mellem naturens overvældende rigdom og så pinsefesten ligger lige til højrebenet.

 

Vores højtider er i salmerne koblet uadskilleligt til årstidernes variation med juletidens frosne jord og lille lys i mørket, påsketidens døde korn i marken – blidt oplyst af de barske og hårdføre påskeliljer; og så det helt store udtræk med bøgeblade og pinseliljer i denne for vort land så lykkelige tid.

 

Himmel og jord hænger i disse dage sammen, så ethvert barn kan forstå det – og alligevel er pinsen den mindst kendte og sværest forkyndbare højtid, vi har i den kristne kalender.

 

Til pinse bliver vi præster ofte tykke og grødede i mælet, for lige meget, hvor poetiske vi er i udlægningen af naturens lykkerus på denne årstid – så er og bliver det svært at gøre det noget luftige begreb om Helligånden begribeligt.

 

At blive beåndet, at blive inspireret, at lade ånden kommer over sig, er udtryk, vi alle kender og bruger i forskellige sammenhænge. Og alligevel har vi svært ved at fatte, altså begribe, hvordan Gud kan komme over os, gå ind i os, bemægtige sig vore hjerter og give os trøst og styrke til at leve et sandt og godt menneskeliv.

 

Det er det, der er tale om i dag, Pinsedag, Kirkens fødselsdag, hvor den første kristne menighed blev skabt i Jerusalem.

 

Den første Pinsedag skete et under, et mirakel: Guds Ånd, Helligånden, kom over mennesker og pludselig kunne alle forstå, hvad hver især sagde – i modsætning til tiden fra Babelstårnet og frem, hvor hvert folk havde sit sprog, og ingen kunne forstå hinanden.

 

Når man pludselig kan forstå, hvad de andre siger, altså forstå på den forstående måde, så ophæves skellene mellem mennesker, så opstår et fællesskab, en samhørighed, og det var lige præcis, hvad Gud havde til hensigt: at skabe et fællesskab af alle mennesker.

 

Pinsedag er en fest for det fællesskab, der hedder Kirke, for Kirken er bygget af levende stene, den består af alle os døbte, for Kirken med stort K er en levende organisme, ikke en samling døde sten.

 

Pinsedag er en forkyndelse af et fællesskab, der ophæver alle sociale og politiske skel, for Pinsedag forkyndes, at ligesom Faderen og Sønnen er en enhed, således er også Himmelen og Jorden en enhed, forenet i Jesus Kristus.

 

Det vigtige er altså, at vi er ét i Jesus Kristus, at vi er ét med hinanden i Kristus, og at vi er ét med Gud i Kristus. For når vi er ét, da hører vi sammen, da er ingen af os alene i verden, da er intet menneske en ø, da er ingen overladt til sig selv og sin egen elendige skæbne.

 

Søndag 8 dage fejrer vi treenigheden, Trinitatis søndag hedder den af samme grund, for Trinitet betyder treenighed. Treenigheden består af Gud Fader, Gud Søn samt Gud Helligånd, og selvom der er tre navne til tre personer, så er det en enhed, der er uadskillelig. Hvis vi tager Faderen væk, så mangler vi skaberen – hvis vi tager Sønnen væk, så mangler frelseren, der genopretter det døde og fortabte – og hvis vi tager Ånden væk, så er der ingen, der fatter en brik af noget som helst, så vil intet hjerte overgive sig til den mærkværdige fortælling, der hedder evangeliet om Jesus Kristus.

 

Ingen af de tre kan undværes i forkyndelsen af friheden og sandheden og livet, for Friheden, Sandheden og Livet er fuldstændigt bundet til det mærkværdige menneske, der hedder Jesus Kristus.

 

Pinsedag er forkyndelsen af, at Helligånden er nødvendig, for at vi kan forstå, hvad Gud vil sige til os.

 

Gud Fader sender Gud Helligånd, for at vi skal kunne tro, at Gud Søn viste sig for os i skikkelse af Jesus fra Nazareth. Altså Gud sender Gud for at vi skal kunne forstå, hvem Gud er!! Er det ikke indlysende?

 

Nej, det er naturligvis ikke indlysende – det kan vi ikke sige os selv – det er en åbenbaring, som kræver at blive forkyndt igen og igen, under bøn og andægtighed, så vi hen ad vejen fatter, hvad det sådan cirka drejer sig om – og derfor bliver vi nødt til at gå i kirke igen og igen.

 

Pinsedag er en cementering af Guds vilje med os mennesker – at Han vil være hos os, at Han vil være blandt os, at Han vil være i vore hjerter, ja, bo i vore hjerter – og nærmere kan ingen komme os.

 

Hvis man skal forsøge at indkredse Pinsens budskab med et enkelt ord, så er det NÆRVÆR – gerne udråbt med helt store bogstaver, så vore døve ører og blinde øjne også har en chance for at fatte, hvad det er, Gud vil fortælle os: at Han er os NÆR – nærmere end nogen anden!

 

AMEN, i Jesu navn: Amen!