Kategorier

Prædikener

Fastelavns søndag – 26. februar 2017 kl. 10:00 i Sir Kirke

192      Hil dig, frelser og forsoner

441      Alle mine kilder

142      Kom, følg i ånden med

66           Lyslevende fra Himmerig (Balle)

233      Jesus lever, graven brast

 

Prædiken

 

I dag er det fastelavn – indledningen til fasten – og for de fleste betyder denne periode ikke noget særligt.

I andre trossamfund – især i de katolske af slagsen – er det noget helt andet. Da betyder fasten afholdenhed fra både kød og slik og alkohol i 40 dage indtil påske – for at forberede både sjæl og krop på den store højtid.

Nogle steder går det dog mere vildt for sig – f.eks. på Filippinerne, hvor man i tiden op til påske kan se optog af flagellanter.

En flagellant er en selvpisker, og mange selvpiskere er så gode til det, at blodet flyder i stride strømme ud over dem selv og alting – et sandt blodbad for egen hånd.

Disse religiøse fantaster er ude på et overdrev, helt ude over kanten, hvor det religiøse vanvid trives og har det godt.

Flagellanterne er af den overbevisning, at de med deres lidelser kommer nærmere Gud – for ligesom Jesus led, vil de vise, at deres tro er stærk nok til, at de lider på samme måde – næsten!

Denne mærkværdige misforståelse er mere end blot og bar en misforståelse – den er direkte blasfemisk, gudsbespottelig, for staklerne tror i deres vilde fantasier, at de gør en god gerning, når de svinger pisken. Eller også er de bare ude på at vise sig for deres medmennesker – og det bliver blodbadet ikke ligefrem bedre eller mere kristeligt af.

Grundtvig havde samme kvababbelser med folk, der absolut ville faste og lide under fastens 7 uger lange prøvelse fra Fastelavn til Påskedag. Det skriver han selv i en prædiken fra 1. onsdag i fasten 1845.

Disse lidende mennesker havde simpelthen ikke fået Reformationen præsenteret ordentligt – for ellers kunne det da ikke passe, at man i den grad forvekslede Loven med Evangeliet.

Spørgsmålet er nemlig det samme for flagellanten fra Filippinerne, som for den fastende og lidende kristne fra vor egen kulturkreds: hvordan træder vi i Jesu Kristi fodspor? Hvordan bliver vi ét med Kristus? Hvordan kommer vi Gud nær, så Han altid er med os og holder os fast, i livet som i døden? Er det ved at lide og pines i fasten? Er det ved at ofre os selv på hellighedens alter? Er det ved at overgå hinanden i tugt og selvplageri?

Eller er der ligefrem noget godt og sundt i fasten? Læger og ernæringseksperter, sågar psykologer, taler om det rensende og fornuftige i at faste en gang imellem – og jeg er en smule fristet af tanken om at finde på et lille fasteprojekt, bare for at prøve det. 7 uger uden kaffe måske? Det bliver godt nok lidt hårdt, men hvis jeg nu husker at fortælle vidt og bredt om det, så får jeg måske ros og styrke til at klare udholdenhedsprøven? Men på den anden side? Hvad har det med min Kristus-tro at gøre?

Grundtvig prædiker, at lysten og kraften til at følge i Kristi fodspor ikke på nogen måde kommer ”ved rørende Betragtninger over hans Lidelse, ved Klager og Taarer under Korset”, nej, siger Grundtvig, det frembringer blot et skin af delagtighed i Herrens lidelse og død. Akkurat, vil jeg tilføje, som med selvpiskerne fra de varme lande – og såmænd også som med Herrens fastende stridsmænd herhjemme!

Grundtvig peger hen på nadveren, Herrens bord, som det sted, hvorfra vi skal hente vores energi og livskraft til at leve som gode og sande kristne, for det er jo Jesu Kristi eget offer, der én gang for alle afskaffer flere nødvendige ofringer.

Jesus Kristus er det sidste nødvendige offer nogensinde, for efter Langfredags blod og pine er der ikke længere brug for mere blod eller mere pine – Langfredag er den sidste og afgørende anskuelighedsundervisning i ofringens unødvendighed, ja, ofringens vanvid, dens syge sammensurium af gengældelse og payback time.

 

Set under Påskemorgens lys har Gud og menneske ikke længere brug for at give hinanden ofre som gave – Gud har givet sig selv – sin egen søn – og vi har som menneskehed – uvidende indirekte – givet den rene, den uskyldige, den syndfri. Større indsats gives ikke længere, og derfor er det grinagtigt at plage sig selv med pisken eller badevægten i fasten – som om det skulle gøre en forskel i forholdet til Gud!!

 

Bevares! Der er mange praktiske sager, der er nødvendige, der er mange ofre, man stadig må bringe, fordi man ikke altid kan få alt det, man gerne vil – man må også efter Langfredag og Påskemorgen ofre lidenskaber og lyster i kærlighedens navn, man må ofre tid og energi på mennesker og opgaver, som man egentlig hverken gider eller orker.

 

Men ingen af delene bringer os nærmere Gud – intet offer gør Gud i bedre humør – intet offer, hvor stort det end måtte være, intet kan vi fedte os ind på Gud med, i forsøget på at sleske Herren til at give os nogle ekstra lunser af himmelsk fedme og velsignelse i lårtykke stråler.

 

I dåben krøb Gud ind under dåbskjolen på os – ind under huden på os – med sin Ånd, Helligånden, tog Gud bolig i os i dåben, og derfor kan vi ikke få mere, end vi allerede har fået på forhånd – gratis!

 

Vi har svært ved at kapere det, men det er den guddommelig sandhed, der lyser ud af evangeliets blændende lys: du er min elskede søn, i dag har jeg fundet velbehag i dig!

Sådan har det lydt for hver enkelt af os, dengang vi blev døbt, og det er dén pude, vi har at lægge vores til tider trætte og mødige hoved på – den, og så rejsekosten, som professor Regin Prenter kaldte nadveren.

Rejsekosten er det, der undervejs skal give os lysten og kraften og styrken til at gå den retfærdige vej, den nødvendige vej, akkurat, som Jesus Kristus måtte gå den nødvendige vej.

 

Jesus Kristus lader sig i dag døbe af Johannes Døberen, for sådan skulle det være, sådan burde det være: “Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.”

 

Retfærdighed er det samme som lydighed, og Jesu vej på den lydige sti begynder NU, i dåben, som også er en salvning fra himmelen – NU er jord og himmel ét i den store frelsesbegivenhed, som begynder i Jesus Kristus.

 

Vores vandring går fra i dag af mod Påske – og fasten er en selvbesindelsens tid med fokus på det ene fornødne: at vi ikke behøver ofre noget som helst for at fedte for Gud.

Kun ét er fornødent: at høre Guds ord om nåde og syndernes forladelse, for kun på den måde kan vi glemme den falske tro, altså den vantro, at vi selv har magten over at tiltvinge os adgang til det hellige.

 

 

AMEN, i Jesu navn: Amen!

 

LOV OG TAK og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er, og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

Kirkebøn

Trøst og styrk du, vor Gud, alle mennesker, som er syge og sorgfulde, hvad enten de er fjern eller nær.

Bevar os fra at gå under i vrede og hævnfølelse, men giv os styrke og forstand til bekæmpe Den Ondes angreb på sagesløse.

Vær med din nådige hjælp hos [NAVR/SIR: de pårørende til NN, som vi begravede/bisatte på/fra NN kirke] alle mennesker, som lider – Gud! vær os nær, når vi trues af frygtens og fortvivlelsens mørke!

 

NAVR: Velsign og bevar [lille NN], som vi lige har døbt – vær med din nåde hos ham/hende/dem og (hele) hans/hendes/deres familie(r).

 

Velsign og bevar din hellige kirke, dine hellige sakramenter – dåb og nadver – og dit hellige Ord, for at dit rige må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og i dødens skygge.

 

Hold din beskyttende hånd over vort land og samfund Danmark. Giv indsigt og ånd til dem, der er sat til at bestemme her i landet, og velsign og bevar vor Dronning, Margrethe den Anden, og hele det kongelige hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed.

 

Amen!

 

 

Bekendtgørelser

 

Idom-Råsted:

 

Naur-Sir:

 

På næste søndag, den 5. marts, 1. søndag i fasten, er der gudstjeneste i Navr Kirke kl. 19:00.

 

 

Naur-Sir Pensionistklub kl. 14-16 i NS KH:

Tirsdag den 7. februar 2017

 

 

NADVERSALME 412!!

 

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

 

Vor Herres Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab

være med os alle! Amen!

 

Brugsanvisning i Naur-Sir sogne:

 

Præludium

Indgangsbøn

Indgangssalme

Hilsen: ”Herren være med jer/ og med dig”

Indledningskollekt: ”Lad os alle bede!” kollekt – mgh: AMEN!

Læsning fra GT (NT, hvis dåb)

Salmen mellem læsningerne (ved dåb 447)

Læsning NT (dåbshandling, hvis dåb)

Trosbekendelse – synges

Salmen før prædiken (dåbssalme, hvis dåb)

Prædikestol: Evangelium + Prædiken + Lovprisning + Kirkebørn + Meddelelser + Apostolsk velsignelse.

Salmen efter prædiken

Nadver: indledning a) ”Opstandne Herre og frelser…” Fadervor (+ menighed: AMEN!) + Indstiftelsesord + uddeling + bortsendelse.

Nadververs DDS 412.

”Lad os alle bede”: Slutningskollekt – efter dåb: s. 33 – ingen dåb: s. 32-33 -mgh: AMEN!

Velsignelse: ”Herren velsigne dig…!”. mgh: 3x AMEN!

Udgangssalme

Udgangsbøn!

Postludium – bliv i Naur, gå i Sir; – den døbte følges altid ud!